“I Aaiún Nins digte er styrke og sårbarhed hinandens forudsætninger
… Digtene insisterer på at skabe øjeblikke, hvor den
sorte krop »bare« er »et menneske«.”
– Information
♥️ ♥️ ♥️ ♥️
“Den ene sætning efter den anden brænder sig fast.
Der er en utrolig smerte … Og en utrolig skønhed.”
– Politiken
I SE! skriver Aaiún Nin med styrke og ømhed om overgreb og traumer, men insisterer på, at smerte og nydelse findes side om side.
Som barn bliver digterjeget udsat for et overgreb, der går ubemærket hen. Forældrene er fraværende, den lille pige ladt alene med skammen og en frygt for at sove med lyset slukket.
Jeget er både hjemsøgt og hjemløs, på flugt fra sit hjemland, der ikke længere kan kaldes ’hjem’. På den måde væves jegets historie ind i en større fortælling om vold. Om krigens rædsler og arven fra kolonialismen. Om undertrykkelse og det at være på flugt – ikke at ankomme til andet end hjemsøgte huse, tyste stemmer, tung luft.
I smerten findes også glimt af nydelse: et minde om en børnefødselsdag, kager overtrukket med tyk glasur. Et pæretræ, der bærer frugt i en have. Begær, lidenskab. En poesi i de små ting som at skrive, dele en appelsin eller kysse ved busstoppestedet.
